De fortjener al mulig opmærksomhed. For de findes i store mængder i hver eneste celle i vores krop og er helt afgørende for livets opretholdelse. Proteinerne.
Mandag donerede Novo Nordisk Fonden en gigantsum på 600 millioner kroner til et nyt center for proteinforskning, som skal ligge under Københavns Universitet.
Pengene blev givet under en stort anlagt ceremoni ved Panum Instituttet med 500 deltagere, herunder videnskabsminister Helge sander (V). Med det nye center kommer Danmark i absolut verdensklasse, når det gælder proteinforskning.
»Fremtidens lægemidler bliver udviklet på baggrund af den viden, vi får om proteinerne. Proteiner er involveret i alle de sygdomme, vi kender. Uden dem var vi ingenting. Og viden om, hvordan de er opbygget og fungerer er helt afgørende i sundhedsforskningen,« siger en meget glad prodekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultetet under Københavns Universitet, professor Birgitte Nauntofte.
Kroppens byggesten
Det nye center hedder The Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research og det kommer til at ligge på Panum Instituttet i København. Centret, der bliver indviet i 2008, vil komme til at huse fem forskergrupper med ledende forskere fra hele verden.
Forskning i proteinerne er kommet i højfokus i forskerverdenen efter man i begyndelsen af årtusindet fik kortlagt hele den menneskelige arvemasse. Generne i arvemassen koder netop for proteinerne.
»At få kortlagt arveanlæggene har været vigtigt, men selv om vi nu kender rækkefølgen på bogstaverne i den genetiske kode, så ved vi ikke, hvad de betyder. Vi får meget mere ud af at vide om arvemassens oversættelse, som er proteinerne,« siger Birgitte Nauntofte.
Med det nye center følger også moderne laboratorieudstyr.
»Vi kommer simpelthen til at være førende på verdensplan, og vi får det bedste udstyr. Det er helt sikkert, at vi kommer til at tiltrække mange udenlandske forskere,« siger hun.