Fodboldtilhængere landet over har længe gået med krydsede fingre. Nu er bønnerne endelig blevet hørt.
Danmark kan fra 2011 få to hold med i fodboldens allerfineste selskab, Champions League.
Det er sikkert efter Celtic i går røg ud af Europa League. Det skete da Hamborg SV hjemme slog Rapid Wien med 2-0.
Resultatet betyder, at Skotland er færdig i dette år europæiske turneringer. Og da Danmark netop kæmper med skotterne på den europæiske rangliste, der afgør fordelingen af pladser i de europæiske turneringer, så er næste sæsons nummer to i Superligaen med i kvalifikationen til Champions League.
Nyheden er super nyt for alle danske klubhold, der nu får endnu en god grund til at give alt i kampen om sølvtøj i landets bedste fodboldrække.
Klubberne bør dog ikke glæde sig for tidligt, til de mange millioner af kroner deltagelse i den fine turnering kaster af sig.
Den danske sølvvinder skal nemlig op imod klubber fra Europas allerstærkeste ligaer før en plads i gruppespillet er hjemme.
I år var det således så stærke hold som Arsenal, Stuttgart, Lyon og danskerklubben Fiorentina, der var ude i kvalifikation i samme lag, som det der venter nummer to i SAS-ligaen anno 2011.