Jylland kommer til at danne rammerne for en hybrid krigsmark, når Nato-øvelsen "Night Hawk 2018" officielt skyder et krigsscenarie i gang mandag.
Den vestlige verden er nemlig i højere grad truet af hybrid krigsførelse som cyberangreb end traditionel krigsførelse. Og det er vigtigt, at Natos specialtropper er i stand til at svare igen.
Sådan lyder det fra chefen for Specialoperationskommandoen, generalmajor Peter Boysen.
- Det aktuelle trusselsbillede gør, at vi bør lægge vægt på det her. Når den hybride trussel måske er større end den konventionelle trussel, så skal vi selvfølgelig forberede os på det, siger han.
Omkring 1800 soldater fra Danmark og ni andre Nato-lande deltager i øvelsen for specialoperationsstyrker som jæger- og frømandskorpset.
Under øvelsen vil specialstyrkerne i et så realistisk miljø som muligt blive udsat for en lang række forskellige angreb - heriblandt både angreb fra "de grønne mænd", cyberangreb samt sabotage, lyder det.
Ved brug af en efterretningsbaseret tilgang skal specialtropperne gennemføre operationer for imødekomme disse angreb, siger generalmajoren.
- Hver enhed vil starte med at modtage en række oplysninger om aktivitet forskellige steder.
- Stille og roligt opstår en situation, hvor de enten skal rekognoscere eller direkte gå ud og lave et angreb. De skal planlægge operationen, indøve operationen, gennemføre operationen og til sidst lave en tilbagemelding, siger han.
Ifølge Peter Boysen er det første gang, at de danske tropper bliver testet i hybrid krig efter et større fokus på området.
Forhåbningen er, at det skal træne de danske tropper i at samarbejde med de internationale partnere i Nato-alliancen samt give erfaring inden for planlægning af større militære operationer.
Primært kommer øvelsen til at foregå på flådestationen i Frederikshavn og flyvestationen i Aalborg, dog kan borgere i dele af Nord-, Midt- og Sønderjylland ligeledes se frem til støj fra lavtflyvende militærhelikoptere.
I alt er 18 dage afsat til øvelsen, der startede mandag i sidst uge med briefing af de deltagende specialtropper.
Lokale brandvæsner, flyvevåbnet, hæren, søværnet og bredskabstyrelsen deltager også i øvelsen.
/ritzau/