Der sker noget bemærkelsesværdigt i Danmark i disse år.
Danmark er nu ramt af et fødselsunderskud. Der bliver ganske enkelt født færre børn, end der afgår mennesker ved døden, skriver Mandag Morgen.
Det er et markant brud på den generelle udvikling gennem de seneste over 100 år. Kun i en kort periode tilbage i 1980’erne havde Danmark et tilsvarende fødselsunderskud. Ellers er der i alle andre år altid blevet født flere børn, end der døde.
Kvinder i Danmark føder nu kun 1,55 barn i snit. Det er det laveste niveau i 35 år. Intet tyder på, at fødselsraten de næste mange år kommer op på de 2,1 børn per kvinde, som man siger er nødvendigt for, at en befolkning kan opretholde sig selv – altså to børn til at erstatte mor og far og 0,1 barn, da nogle dør, inden de selv får børn.
- Vi står over for en kæmpe forandring af vores samfund, når så mange tøver med at få børn. Vi kommer til at få et helt andet sundhedsvæsen, og endnu færre skal forsørge flere, siger professor Ayo Wahlberg fra Institut for Antropologi på Københavns Universitet til Mandag Morgen.
Underskud på 1.000 personer
Der kom helt præcist 58.430 nye babyer til verden sidste år i Danmark. Men samtidig døde der 59.435 mennesker. Det giver et fødselsunderskud på godt 1.000 personer, hvilket er det første fødselsunderskud i 35 år.
Samtidig er danskernes forventede middellevetid faldet to år i træk. Det er også et overraskende brud på de seneste 40 års udvikling, hvor levetiden bare er steget og steget.
For to år siden kunne en nyfødt pige forvente at blive 83,6 år i snit. I dag kan hun forvente at blive 83,1 år – altså et halvt år kortere.
Det samme med en nyfødt dreng. Han kan i dag forvente at blive 79,4 år. Det er 0,1 år kortere end tilbage i 2020.
Det kan betyde, at pensionsalderen ikke skal stige så meget som forventet de kommende år, og at unge derfor ikke skal blive så mange år på arbejdsmarkedet, mener vicedirektør Jan V. Hansen fra Forsikring og Pension.
- Med den udvikling vi har set de senere år, kan man godt forestille sig, at pensionsalderen ikke hæves til 70 år. En mulighed er, at hoppet kun bliver på for eksempel et halvt år til 69,5 år. Det afhænger af udviklingen i år og næste år, siger Jan V. Hansen.