De findes nok i USA, hvis man skal tro den populære tv-serie Strengt Fortroligt . De findes helt sikkert i Frankrig, for der offentliggjorde myndighederne 100.000 af dem for godt tre uger siden. Så må Danmark vel også have dem, kunne man mene. X-filer, altså. En samling af hemmeligstemplede dokumenter om efterforskning af mærkelige fænomener og uidentificerede flyvende objekter, ufo er.
I Strengt Fortroligt er de to hovedpersoner, Mulder og Scully, agenter i det amerikanske forbundspolitis efterretningstjeneste, FBI, med speciale i efterforskning af alt det mærkelige. Så måske har Danmarks bud på FBI, Politiets Efterretningstjeneste (PET), et lignende tophemmeligt arkiv og særlige agenter.
Tavshed om ufo er
»Det har jeg intet kendskab til. Jeg tror slet ikke, det er her, I skal spørge,« siger kommunikationskonsulent Mikkel Thrane, da Nyhedsavisen ringer til PET. Og så er Thrane ellers tavs om flyvende tallerkner. Han råder dog til at ringe til Flyvertaktisk Kommando. Det er trods alt dem, der har til opgave at kigge op i luften.
Men officererne i flyverbunkeren i Karup har ingen arkiver eller agenter med speciale i mystiske fænomener, oplyser major Palle Mikkelsen. Men måske har der engang været et eller andet. Major Mikkelsen foreslår at høre ad hos den pensionerede major Haldén. Haldén var i Flyvertaktisk Kommando fra 1953-86. Hvis nogen har et historisk overblik, er det ham.
»Ufo er et af de emner, jeg har måttet beskæftige mig med. Jeg var ansvarlig for den slags i de år,« siger major Haldén.
En anden major, H.C. Petersen, spøgefuldt kaldet Tallerken-Petersen , var i de ufo-ivrige 50 ere stærkt optaget af uforklarlige fænomener, husker Haldén. I 1955 var man ved at indkøre en radar på flyvestation Skrydstrup, og major Petersen så, at der tilsyneladende fløj objekter gennem luftrummet med omkring 18.000 kilometer i timen, som ikke kunne forklares. Oplevelsen fik Petersen til at stifte foreningen Skandinavisk UFO Information.
Major Haldén var - og er - helt uenig med kollegaen.
»Et halvt år senere fandt teknikere ud af, at det var en fejl i radaren. Fænomenet blev kendt som flyvende engle ,« siger Haldén.
Ufo over patruljevogn
Haldén husker særligt en episode med politibetjent Evald Hansen Maarup, der i 1970 fortalte om en ufo, der havde svævet over hans patruljevogn. Maarup tog billeder med bilens udvendige kamera, og Haldén blev sat til at efterforske sagen.
»Først gættede vi på, at lyspletterne på billedet kunne være et jetfly. Vi konkluderede dog til sidst, at det var et særligt lys, der blev kastet tilbage, da bilens forlygter ramte et hegn. Det kunne vi se, da vi forstørrede billederne. Man skal her huske på, at et kamera på en politibil vender fremad for at kunne fotografere vejen, ikke opad,« siger Haldén.
Og der er ikke nogen X-filer, bedyrer han. Sådan noget havde det danske forsvar ikke tid til.
»Vi tog da henvendelserne seriøst. Men -- det var altså under den kolde krig. Der var ting, der var vigtigere,« siger Haldén.