Syv procent af alle de irakere, der ansøgte om at få asyl i Danmark har fået et positivt svar. Resten har fået afslag, og besked på at forlade landet hurtigst muligt.
Det viser Dansk Flygtningehjælps barometer over, hvor gode europæiske lande er til at tage sig af irakiske flygtninge.
Og de tal sender Danmark ned på den næstsidste plads på barometret. Kun undergået af Grækenland, som overhovedet ikke har givet nogen irakere opholdstilladelse.
På den anden side af Øresund er situationen noget anderledes. Lander en irakisk flygtning i Arlander lufthavn i Stokholm er opholdet næsten sikret. Svenskerne gav i 2006 80 procent af alle de irakiske asylansøgere ophold i Sverige.
Forskellene er dybt bekymrende, mener FN’s Flygtninge Højkommissariat og også Dansk Flygtningehjælp.
- Det er forstemmende, at Danmark ligger så langt nede. Og det skal vi lave om på så hurtigt som muligt. Vi skal give alle irakere fra det centrale og sydlige Irak opholdstilladelse, siger leder af Dansk Flygtningehjælps asylafdeling, Anne La Cour.
FN anbefalede sidste år at give beskyttelse til de irakiske flygtninge. Det fik blandt andet lande som Holland og Belgien til at ændre deres før stramme udlændingepolitik. En ændring, Danmark kunne lære noget af, mener Anne La Cour.
- Det er vigtigt, når FN melder ud, at her er der tale om en situation, hvor folk har brug for beskyttelse, så følger vi deres retningslinjer, siger Anne La Cour.