Det bliver en meget våd dag i Danmark, hvor paraplyer, regntøj og gummistøvler skal i brug. Regnen vælter ned over hele landet, lyder meldingen fra DMI.
"Jo længere mod vest vi kommer, jo mildere slipper man i dag. Ifølge vores prognoser tyder det på, at det bliver Fyn og ikke mindst Sjælland, der får de største mængder regn. Vi har varslet 25 mm regn på seks timer," siger meteorolog og vagtchef på Danmarks Meteorologiske Institut, Thyge Rasmussen, til politiken.dk.
Det er primært Øerne og Østjylland, som bliver bombarderet med de våde dråber. "Regnen bliver ret kraftig og stedvis med torden," lyder det fra dmi.dk.
Først senere på dagen vil regnen forsvinde sydøstfra, og samtidig aftager vinden. Alligevel skal kælderejere være ekstra opmærksomme i dag.
"Ved man, at man har en kælder, der risikerer at blive oversvømmet, er det en god ide at løfte de ting væk fra gulvhøjde, som ikke kan tåle at blive våde," siger Thyge Rasmussen.
Danskerne kan dog se frem til en mere tør Kristi Himmelfartsdag i morgen, hvor det holder tørt, og hvor temperaturerne ligger mellem 10 og 15 grader. Fredag bliver ifølge DMI også en pæn dag, hvor der kun er udsigt til enkelte byger.