Kvartfinalen blev en flot, flot endestation for den danske lilleput-hockeynation ved VM i Tyskland.
Efter en forrygende fight måtte Peter Regin og Co. kapitulere med 2-4 til et svensk landshold, der for blot få uger siden tævede Danmark gul og blå med 10-3 i en optaktskamp til VM.
Spændingen var stor i Mannheim i kampens sidste minutter, da Morten Madsen kronede et dansk powerplay med sin reducering til 2-4.
Det skete blot få minutter efter Linus Omark havde lagt en kraftig dæmper på de danske håb med sin scoring til 4-1.
Målmand Patrick Galbraith blev i slutfasen taget ud af målet, og danskerne pressede Sverige helt i bund med et par gode afslutninger fra bl.a. Peter Regin, men det blev ved lige ved og næsten.
Danmarks første mål til 3-1 blev scoret af veteranen Jesper Damgaard på et missil af et slagskud.
Stefan Lassen blev kåret til kampens bedste spiller.