Det er snart slut med klyngebomber i det danske våbenarsenal.
Forsvaret er gået i gang med at destruere cirka 42.000 granater med klyngeammunition, der ofte er skyld i død og lemlæstelser blandt børn og andre civile i krigssituationer.
- Det er et våben, som det er målet at få afskaffet i hele verden. Vi kan konstatere, at det er et våben, der giver en masse civile tab, og som i for stort et omfang rammer de forkerte mål, siger forsvarsminister Nick Hækkerup (S).
Det er en traktat fra 2010, der forpligter Danmark og en række andre lande til at afskaffe klyngeammunition senest 1. august 2018.
Men Danmark går allerede nu i gang med at destruere bomberne, der ifølge forsvarsminister var anskaffet under Den Kolde Krig i tilfælde af, "når russerne kom".
- Det har været et relativt almindeligt våben at indkøbe, men er heldigvis ikke nogen bomber, vi har brugt. Jeg er meget tilfreds med, at Danmark er med fremme med at afskaffe de her våben, siger ministeren.
De 42.000 granater indeholder i alt cirka 2,5 millioner småbomber, såkaldte bomblets. Forsvaret vil beholde 3600 bomblets til uddannelsen af soldater over de næste 20 år.
- Vi beholder dem for at kunne træne vores mineryddere og andre, så hvis andre lande har smidt klyngevåben, så kan vi destruere dem, der måtte ligge, så de ikke rammer vores soldater, og de civile ikke bliver en del af konflikten, siger Nick Hækkerup.
Han håber, at andre lande vil følge Danmarks eksempel og gå i gang med at afskaffe bomberne, og at det på sigt vil det være slut med klyngevåben i krigssituationer.
- Der er stadigvæk lande, som mangler at skriver under på traktaterne, og der er stadig lande, som vil have klyngevåben i deres arsenal fremadrettet, siger ministeren.
Danmark ville oprindeligt først gå i gang med destruktionen efter 2014, fordi udgifterne var estimeret til 250 millioner kroner for destruktionen. Det var dog et meget usikkert estimat, og nu er prisen beregnet til 17,7 millioner kroner.