Danmark delte med Island

De danske håndboldherrer spillede søndag 28-28 mod Island. Især i første halvleg var det danske spil langt under niveau.

Heller ikke i tredje forsøg lykkedes det for det danske herrelandshold at få en sejr ved Lauritz Knudsen Cup, da det blev 28-28 mod Island.

Spillet var langt fra det niveau, der skal til for at levere et godt resultat ved VM, og især i de første 30 minutter var det danske angrebsspil fornærmende dårligt.

Den eneste, der kunne være sin indsats bekendt, var Kasper Hvidt i målet, som ene mand holdt Danmark inde i kampen. Han kunne dog ikke forhindre, at Island førte 16-11 ved pausen.

Angrebsspillet fungerede en anelse bedre i anden halvleg, hvor Lars Rasmussen viste sin klasse på venstrefløj og scorede seks mål på seks forsøg, mens Kasper Hvidt stadig var fremragende i målet.

Det resulterede i, at Danmark fik udlignet til 25-25 efter 52 minutter, og de to hold var herefter helt lige, dog uden at Danmark var foran.

Derfor må Danmark være bedst tilfredse med det uafgjorte resultat på 28-28, men det ændrer ikke ved, at der ligger et stort arbejde foran Ulrik Wilbek og landsholdstruppen, hvis de skal gøre sig nogle forhåbninger ved det kommende VM i Tyskland.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.