Det er interessant, hvordan visse politikere i Danmark går i spidsen for at sprede menneskerettigheder og for at skabe ro og orden i andre dele af verden ved for eksempel at udstationere adskillige danske soldater i Irak og Afghanistan. Og der skal heller ikke meget til, før danske politikere er ude at kritisere Tyrkiet og fortælle dem, hvordan de må forbedre menneskerettighederne, før de må deltage i EU-klubben.
Men det er hyklerisk, for herhjemme foregår der også adskillige krænkelser af menneskerettighederne, og her er ringe respekt for menneskeliv. Det så vi i Nyhedsavisen 27. november ? nemlig historien om den megen kritik, der er fremkommet under masseanholdelserne i forbindelse med Ungdomshusets demonstrationer.
Det er frygtindgydende, at vi som borgere i Danmark ? vi, der bør føle os sikre og trygge i hænderne på ordensmagten ? skal se unge mennesker få vredet arme og ben og endda få mast hovedet ned på asfalten af mennesker i uniformer! Danmark skal for alvor i gang med at undersøge, om menneskerettigheder og respekt for individet overhovedet er i orden, før man sætter fokus på andre dele af verden på skatteborgernes regning.