I sidste uge besøgte den kinesiske præsident, Hu Jintao, Sudan. Kineserne har pustet besøget op ved at erklære, at Jintao ville diskutere folkemordet i Darfur med den sudanske præsident Omar al-Bashir. Og de fik – ifølge Jintao – snakket sammen, selvom Bashir nægter det. Og hvad der er klart, er, at under samtalen gav Kina et rentefrit lån til Sudan på 74 millioner kroner til at bygge et nyt præsidentpalads og afskrev 400 millioner kroner af den sudanske gæld.
Næppe et stærkt budskab til de millioner af sudanere, der nu overlever på nødhjælp, de 200.000 dræbte eller de 2,5 millioner flygtninge, der er tvunget til at bo i telte takket være det regeringsfinansierede folkemord, som har fundet sted de seneste fire år.
Sådan skulle det ikke gå
Kina er Sudans største handelspartner. Kineserne køber næste to tredjedele af den olie, som Sudan eksporterer. Og Kina har været drivkraften i opbygningen af den sudanske olieindustri. Med et Sudan, der lider under en handelsembargo fra USA, har Kina haft en ledende rolle i opbygningen af Sudans veje og infrastruktur. En diplomatisk indsats fra Kina for at gøre en ende på folkemordet i Darfur ville være et vigtigt signal fra et Kina, der gerne vil spille en konstruktiv rolle som verdensleder, og en ansvarligt udnyttelse af den magt, som kineserne nu har.
Men sådan skulle det ikke være. I stedet for at støtte undertrykte folk har Kina lavet energiaftaler med ledere som al-Bashir og hans sidestykke i undertrykkelse – Robert Mugabe i Zimbabwe. I efteråret bremsede kineserne en FN-resolution om at indsætte fredsstyrker i Darfur – en handling, der har tilladt tusindvis af dræbte civile, som kunne være undgået. FN s generalsekretær, Ban Ki-monn, siger, at krisen i Darfur er blandt hans topprioriteter. Men Den Afrikanske Unions (AU) 7.000 tropper er overbelastet, og en FN-AU-indsats kan ikke lade sig gøre, så længe Kina nedlægger veto i FN.
Hvad skal der gøres?
USA og Europa burde støtte Tony Blairs forslag om en flyveforbudszone i Darfur – et forslag, der ville kræve en del militær støtte fra USA. Europa og USA burde også gentage forslaget om en FN-fredsstyrke på 20.000 mand, indsat i Darfur med et robust mandat til at beskytte civile – også selvom det indebærer kampe med Janjaweed-militsen og at indsætte styrken uden tilladelse fra regeringen i den sudanske hovedstad, Khartoum.
Hvis Khartoum igen modsætter sig en FN-styrke, eller hvis Kina og Rusland fortsat lægger sten i vejen, burde den amerikanske regering og Europa sammen underlægge sudanske embedsmænd sanktioner samt hårde sanktioner på sudanske lederes ejendele. De burde også overveje sanktioner over for Sudans olie- og gassektor, der er landets største indkomstkilde – inklusive sanktioner mod at udenlandske firmaer investerer i sudansk petroleum.
En opgave for Danmark
Den amerikanske befolkning støtter tiltag, der kan stoppe folkemordet. Men Europa har langt mere indflydelse end USA og har en afgørende rolle at spille i bestræbelserne på at stoppe terroren. Ikke alene kræver sanktioner og andre tiltag et svar fra flere nationer, men EU er forpligtet til at fremme menneskerettigheder.
Med dets unikke huminitære arv fra Anden Verdenskrig, hvor danskerne reddede deres jøder, er Danmark et land med den moralske styrke, der kræves for at lede den indsats, der skal til for at stoppe et folkemord, som sker hver dag. På vores vagt.