Netop i dag er det 10 år siden, at USA indledte bombningerne i Afghanistan. Det var blot en måned efter angrebene på World Trade Center.
Trods ti års indsats, er Afghanistan en 'vej med mange bump', forklarer Flemming Vinther, Formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening. Han forudser dansk tilstedeværelse i Afghanistan i mange år fremadrettet.
"Jeg tror bare, at man må indse, at det er et langvarigt projekt, og at der også efter 2014 er behov for tilstedeværelse af internationale styrker," siger han til Newspaq.
Han tilføjer, at han, ligesom planen for den militære indsats i Afghanistan, håber på, at det sker uden kampsoldater.
Helmandplanen for 2014 er designet således, at der ikke længere skal være kampenheder tilstede i landet efter dette år. Men Flemming Vinther forventer, at politikerne ser på virkeligheden, og at planen således kan ændres, hvis situationen i Afghanistan ikke har gjort det.
42 danske soldater har mistet livet i Afghanistan. Men den danske forsvarsminister, Nick Hækkerup, siger til Avisen.dk, at han ikke kan love, at færre vil miste livet, selvom de danske tropper får en mere tilbagetrukket rolle i Afghanistan i den kommende tid.