Den danske satsning på vindenergi betyder, at danskerne må betale milliarder af kroner ekstra for strøm, mens Tyskland og Norge får dansk energi til spotpris. Det skriver erhvervssiden epn.dk.
Problemet er, at når vinden blæser kraftigt, så producerer Danmarks 5.279 vindmøller mere strøm, end danskerne kan bruge. Derfor bliver en stor del af strømmen leveret gratis eller til meget lave priser til udlandet.
For de danske el-kunder er problemet, at vindmølleejerne fra politisk hold er blevet lovet en høj afregningspris på 0,60 øre pr. kilowatt-time, og derfor ender danske forbrugere med at betale for at især Norge og Tyskland får billig strøm.
Ifølge nye tal fra Energistyrelsen og Rigsrevisionen har vindmøllerne i årevis drænet elkunderne for store milliardbeløb. I 2005 betalte danske el-kunder således 1,7 milliarder i støtte til ordningen.
Det irriterer Mogens Bülow, der er formand for foreningen Sammensluttede Danske Energibrugere (SDE).
»Vi kører en slags Ebberød Bank. Når det blæser, sælger vi strømmen billigt, mens vi køber strømmen dyrt fra udlandet, når det ikke blæser,« siger Bülow ifølge Epn.dk.