Danmark mener nu at have troværdige oplysninger, som kan fastslå, at det var Rusland, som stod bag et stort cyberangreb på den dag, hvor den russiske invasion i Ukraine blev indledt.
Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Samtidig lyder det i pressemeddelelsen, at Danmark "på det skarpeste" fordømmer Ruslands brug af cyberangreb.
- Det her angreb udstiller endnu engang Ruslands totale mangel på respekt for internationale regler og normer, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
- Og det understreger med al tydelighed, hvorfor vi skal styrke det internationale samarbejde om at bekæmpe cybertruslen.
Angrebet ramte det amerikanskejede satellitfirma Viasat. Det var rettet mod udstyr, som er forbundet med en såkaldt KA-SAT-satellit og havde til formål at ramme de ukrainske væbnede styrkers kommunikationskanaler.
Cyberangrebet efterlod ifølge Udenrigsministeriet flere tusinde ukrainere uden internet. Flere andre EU-lande blev også ramt.
Det gjorde også op mod 5800 vindturbiner i Centraleuropa.
Og Danmark vurderer altså nu sammen med EU og en række nære allierede, at Rusland stod bag cyberangrebet.
Og at Rusland desuden var vel vidende om, at angrebet også ville have konsekvenser uden for Ukraine.
- Målet for russiske cyberangreb på Ukraine 24. februar var kritisk satellitudstyr, der betød, at satellitbaserede kommunikationskanaler til det ukrainske forsvar blev lammet, ligesom cyberangrebet havde følgeskader for flere EU-lande, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S).
Der er ikke på nuværende tidspunkt oplysninger om, at Danmark har været ramt af cyberangrebet, oplyser ministeriet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.