Mens FN advarer om, at civilsamfundene i Israel og Palæstina er under voldsomt pres, strammer regeringen Danmarks civilsamfundsstøtte i området.
Der er behov for "strammere og klarere betingelser" til ngo'er, der modtager dansk udviklingsbistand i Palæstina og Israel. Samtidig vil Danmark fremover støtte færre ngo'er i landene.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse, Udenrigsministeriet udsendte kort før jul.
Udmeldingen kommer, efter at Udenrigsministeriet har afsluttet en gennemgang af 24 danskstøttede ngo'er i Israel og Palæstina, der blev indledt i foråret efter opfordring fra den israelske regering.
Det skriver Information.
- Israel har banket voldsomt i bordet, fortæller Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, til avisen.
Israel har været særligt kritiske over for et sekretariat, der har formidlet civilsamfundsstøtte fra Danmark, Holland, Schweiz og Sverige. Danmark trækker sig nu fra samarbejdet.
- Det er et problem, at Israel ser det som et problem, så nu laver vi rene linjer og ændrer støtten, siger Michael Aastrup Jensen til Information.
Kort efter at Udenrigsministeriet havde indledt sin undersøgelse, kom det frem, at den danskstøttede ngo WATC havde opkaldt en bygning efter en terrorist.
Det fik udenrigsminister Anders Samuelsen til at tilbageholde støtten til alle 24 ngo'er, indtil gennemgangen var færdig.
Det er den nu. Ingen af de øvrige ngo'er har brudt vilkårene for at modtage dansk støtte, konkluderer ministeriet. Alligevel vil "størstedelen" af den tilbageholdte støtte ikke blive udbetalt.
Hverken Holland, Schweiz eller Sverige, som støtter de samme ngo'er som Danmark, har fundet anledning til at tilbageholde eller ændre deres støtte til andre organisationer end WATC.
Forhenværende udenrigsminister, Mogens Lykketoft (S), mener, at regeringen har håndteret sagen dårligt.
- De danske stramninger er udtryk for en meget bekymrende eftergivenhed over for pres fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Særligt set i lyset af den israelske regerings vedvarende forsøg på at indskrænke det kritiske civilsamfund, siger Mogens Lykketoft til Information.
/ritzau/