Danmark åbner kulturinstitut i New Delhi
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil åbne et dansk kulturinstitut i Indiens hovedstad, New Delhi. Det oplyser Løkke ved sit møde i Stockholm med den indiske premierminister Narendra Modi. Her ses han ved klimatopmødet i 2009 i København. Foto: Casper Christoffersen/Scanpix
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) aftaler dansk kulturinstitut i New Delhi med sin indiske kollega Modi.

Danmark åbner til efteråret et dansk kulturinstitut på den danske ambassade i New Delhi.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag, hvor han møder Indiens premierminister, Narendra Modi, ved det nordisk-indiske topmøde i Stockholm.

- Indiens globale rolle er betydelig, såvel politisk som økonomisk og kulturelt, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Oprettelsen af en kulturinstitut vil styrke Danmarks synlighed i Indien og være med til at give et løft til de kulturelle og mellemfolkelige forbindelser mellem Indien og Danmark.

I 2013 ville instituttet skabe en afdeling i Indien. Ansøgningen blev aldrig besvaret på grund af sagen om Niels Holck, som flygtede fra Indien efter at have smidt flere ton våben ned til indiske oprørere.

I november 2017 søgte instituttet igen og har nu fået tilladelse fra det indiske udenrigsministerium.

- Gensidig udveksling af kunst og kultur vil være med til at bygge bro mellem Danmark og denne kolossale nation, siger Lars Løkke Rasmussen.

Siden 1940 har Dansk Kulturinstitut skabt afdelinger i Belgien, Brasilien, Kina, Letland, Polen og Rusland. Instituttet samarbejder med Carlsbergfondet om at etablere sig i Indien.

Carlsbergfondet har givet fire millioner kroner. Det skal styrke det danske forhold til Indien, som er et vigtigt marked for Carlsberg Gruppen.

Kulturinstituttet er det andet i Asien. Det skal styrke de mellemfolkelige og kulturelle relationer til verdens største demokrati.

- Med kulturinstituttet og en direkte flyrute med Air India mellem New Delhi og København er vejen nu banet for øget turisme, kulturudveksling og mellemfolkeligt samarbejde, som er rygraden i et godt bilateralt forhold, siger Løkke.

Aftalen vil udvide relationerne til Indien, mener Flemming Besenbacher, der er bestyrelsesformand for Carlsberg og Carlsbergfondet:

- Carlsbergfondet sætter pris på, at Danmark styrker sin tilstedeværelse i Indien, og vi håber med bevillingen til Kulturinstituttet at bidrage til yderligere forstærket samarbejde omkring kultur og videnskab, siger Flemming Besenbacher.

/ritzau/