Slagteriet Danish Crown har i dag hjemsendt 250 ansatte fra slagtekæden i Ringsted oplyser tillidsmand Finn Lund til Nærings- og Nydelses middelarbejder Forbundet, NNF.
Årsagen skulle være en undersøgelse foretaget af de danske myndigheder og Danish Crown forud for en amerikansk inspektion i midten af oktober 2007. Forundersøgelsen påviste nogle forhold, som bør undersøges nærmere, og Danish Crown har selv valgt at stoppe slagtningerne.
- Vi havde besøg af de danske fødevaremyndigheder i går, og der blev konstateret at der var noget kondensvand i kølerummet, så vi har lukket slagtelinjen ned og sendt omkring en fjerdedel af de ansatte hjem, men vi regner ikke med, at udbedringerne tager mere end en dags tid, siger Danish Crowns kommunikationsdirektør Anne Willemoes.
Produktionsstoppet har i dag betydet, at alle grise, der skulle til Ringsted er blevet aflyst, og et mindre antal er kørt til slagterier i Jylland. Det samme gælder i morgen onsdag, hvor omkring 1500 grise sendes til det jyske.
Danish Crown regner med at arbejdet kan genoptages om et par dage, men for en sikkerheds skyld har virksomheden varslet midlertidig fyring af samtlige cirka 1100 medarbejdere.