»Jeg tror, at Daniel kan være glad for, at han er hos Werder Bremen, og han kan være glad for, at vi presser ham sådan, som vi gør.«
Sådan siger Werder Bremens sportsdirektør Klaus Allofs i et interview med Nyhedsavisen om klubbens midtbanespiller, Daniel Jensen. Hidtil har klubben ikke haft lyst til at forlænge kontrakten med danskeren, men det vil den nu.
Klaus Allofs ser Daniel Jensen som en vigtig brik i klubbens fremtid. For Daniel Jensen er vokset gevaldigt med det store ansvar, som klubben har lagt på hans skuldre de seneste uger og måneder.
Ikke doven
»Daniel Jensen er typen, der har brug for, at man presser ham og forlanger ting af ham, som han ikke ville have kunne finde frem af sig selv,« siger Klaus Allofs.
Det betyder dog ikke, at Daniel Jensen ligefrem er doven.
»Nej, ikke doven, men jeg tror, at Daniel har brug for pres, både gennem konkurrencen på holdet og fra vores side: Vi siger aldrig, at vi er tilfredse, men forventer hele tiden endnu mere af ham. Det er ikke for at være ond overfor Daniel, jeg tror snarere, at det viser, at vi har høje tanker om ham,« siger Klaus Allofs.
En af årsagerne til Daniel Jensens spilletid er skader hos kollegaerne, men selv uden skader hos konkurrenterne, tror Klaus Allofs, at han kan være god nok til at starte inde.
Kan starte inde
»Daniel har kvaliteten til at være i startopstillingen. Han arbejder godt defensivt, og han kan også hele tiden lægge den dødelige aflevering. Han er en meget vigtig spiller for os. Han har potentialet, men om det så også altid rækker, ved jeg ikke. Sådan er situationen i Werder Bremen: Man må leve med, at man ikke kan få garanti for en startplads,« siger Klaus Allofs, som er klar til at finde kuglepennen frem og skrive under på en ny kontrakt her og nu.
»Daniel er blevet bedre, og han har befæstet sin position hos os, og indenfor de næste par dage vil vi sætte os ned og snakke med ham om kontraktforlængelse. Så må vi se om vi kan blive enige, men lige nu er der intet i vejen for en kontraktforlængelse. Han er en værdifuld spiller, han har præsteret i vigtige kampe. Der er slet ikke noget, der taler imod en ny kontrakt,« siger Klaus Allofs, der afviser, at interesserede klubber har henvendt sig.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Daniel Jensen selv, men han har tidliger sagt, at kun tiden vil vise om hans fremtid bliver i Werder Bremen.