Den danske landsholdsanfører, Daniel Agger, må nok en gang indlede et Premier League-opgør på bænken. Lørdag starter han ude for Liverpool, der hjemme møder Cardiff.
Daniel Agger var inden denne sæson en af manager Brendan Rodgers' nøglespillere på Liverpool-holdet. Og i sommer blev den danske landsholdsprofil udnævnt som viceanfører i klubben.
Men skader og en række ujævne præstationer har sendt danskeren ud af holdet.
Fra bænken har Agger kunnet se sine holdkammerater glimre. Liverpool, der i årevis har levet en anonym tilværelse bag de øvrige storklubber, kan med en sejr lørdag overtage førstepladsen i Premier League.
Udviklingen har fået flere medier til at spekulere i, om Aggers tid Liverpool er ovre. Især et skifte til Napoli, hvis manager Rafael Benitez i sin tid hentede danskeren til Liverpool, har været nævnt.
Cardiffs danske angriber Andreas Cornelius starter også lørdagens kamp på bænken.
Opgøret sparkes i gang klokken 13.45.
/ritzau/