Et uheldigt fald på banen i søndags kostede Daniel Agger et brækket ribben og et afbud til onsdagens venskabslandskamp mod Rusland.
Nu viser det sig, at Liverpool-spilleren skal indstille sig på flere missede kampe, for skaden vil nemlig holde ham på bænken i yderligere fire-fem uger fortæller han til Jyllands-Posten.
Det er anden gang på få måneder, at Agger brækker det samme ribben.
"Jeg brækkede to i september, og det er et dem, jeg har brækket igen," siger forsvarsspilleren og forklarer, hvordan uheldet fandt sted under Carling Cup-finalen.
"Det var lige i begyndelsen af anden halvleg. Jeg fik et skub i ryggen ved et hjørnespark og røg ind i manden foran mig, Da jeg ramte jorden, landede han oven på mig, og så skete det. Det var på samme måde, som da jeg brækkede ribbenet i september mod Tottenham," siger Daniel Agger.
Liverpool endte med at vinde kampen, og Agger lod sig ikke udskifte, før der kun resterede tre minutter af kampen.
"Det var min stædighed, der gjorde, at jeg kunne gøre det, men jeg burde have været gået ud noget før. Man kan ikke spille på samme niveau med et brækket ribben. Det kan man bare ikke."
Skaden kommer ikke til at have indflydelse på hans deltagelse i EM, som starter den 8. juni.
Kilde: Jyllands-Posten