Kameraerne blinkede ekstra kraftigt da den danske skuespiller Danica Curcic tirsdag aften ankom til Fredensborg for at deltage i dronningens fest for filmbranchen.
Med sig havde hun nemlig for første gang sin kæreste, som hun ellers har holdt helt for sig selv.
Til ugebladet HER og NU bekræftede Danica Curcic, at hun er kærester med den amerikanske skuespiller Darren Pettie.
- Vi er kærester, sagde hun til ugebladet mens hun lod sig fotografere med armen omkring ham.
Darren Pettie er med sine 51 år noget ældre end Danica Curcic, som er 36 år.
Han har spillet med i populære serier som ”Mad Men” og ”New Amsterdam”, der havde danske Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen. Han har også har biroller i serier som ”The Good Wife” og ”Gossip Girl”. Darren fik også en rolle i den amerikanske version af den danske serie ”Rita”, der i 2020 blev lavet som en tv-film.
Danica Curcic mødte amerikaneren under indspilningerne til serien ”The Mist” i 2016. Hvor længe de har været kærester, vides ikke.
I begyndelsen af 2016 kom det frem, at Danica Curcic ikke længere dannede par med sin daværende kæreste, skuespilleren Peter Christoffersen.
Danica Curcic er aktuel som politikvinden Naia Thulin, der forsøger at finde morderen, som de kalder for "Kastanjemanden" – ligeledes titlen på Netflix-serien.