Af Morten Olsen | mool@avisen.dk
DAMP leder tankerne hen på hyperaktive børn, men lidelsen, der rettelig hedder ADHD, er lige så udbredt hos voksne, og langt de fleste finder aldrig ud af, at de lider af sygdommen.
De havner i stedet for i kriminalitet.
En af de voksne, der har ADHD, er Bruno Nielsen, der er 35 år. Han levede i 19 år et liv på alkohol, hash og speed, der er med til at dæmpe symptomerne på ADHD. Det er dyrt, når man er på kontanthjælp. Så pengene fik han fra tyverier, salg af stoffer og lån fra folk i den kriminelle underverden.
»Det er et hårdt liv at skulle skaffe de her penge, samtidig med at jeg skal have min hverdag til at fungere. Jeg skal passe mit barn, og jeg skal lave mad. Det har været et mareridt,« siger Bruno Nielsen, der måske kan se en ende på sine dårlige drømme.
Behandling hjalp
Sidste år fandt han ud af, at han har ADHD, og kom i medicinsk behandling. Det har betydet, at stofferne er droslet ned, og gælden er dalet betragteligt.
»Jeg er mere aktiv. Jeg får lavet nogle ting med min datter. Vi kommer i Djurs Sommerland og vi spiller nogle spil i stedet for, at jeg bare sidder og er sur og knotten,« siger Bruno.
Bruno Nielsens livshistorie er ikke enestående. Det fortæller Henning Laugesen, der er overlæge på Team for Misbrugspsykiatri i Risskov ved Århus. Han har behandlet adskillige ADHD-patienter.
De historier, han hører, er ligesom Brunos, hvor sygdommen har ledt dem til et stofmisbrug og videre ud i kriminalitet for at få råd til stofferne.
Men det behøver ikke være sådan, siger Henning Laugesen.
»Vi har haft folk, der har været i misbrug i 10, 15 og 20, som går herfra og bliver stoffri fra dag til dag, fordi de nu har en ny forklaring på, hvorfor de er, som de er.«
Bruno Nielsen fik sin forklaring for et år siden. Nu håber han på en bedre fremtid, selvom han ved, at det bliver svært.
»Jeg har været ovre i pensionstanker, men det er jeg gået fra, for jeg er sgu ikke færdig med arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne tilbage,« drømmer Bruno Nielsen.