Det brandvarme transferemne Dame N'Doye måtte onsdag forlade FC Københavns træning før tid. Det skriver flere medier, som forklarer, at angriberen efter en duel faldt til jorden og tog sig til anklen.
- Jeg bliver nødt til at gå ind. Jeg fik et slag, sagde senegaleseren ifølge Jyllands-Posten, inden han forlod træningsbanen.
Klubbens belgiske træner, Ariël Jacobs, bekræfter over for Ekstra Bladet, at angriberen blev ramt på højre ankel, men understreger også, at der ikke er tale om en alvorlig skade.
- Ja, han har fået en lille skade, han fik et slag, lyder det fra træneren.
Senegaleseren spiller i øjeblikket ikke for FCK, fordi den nye træner mener, at N'Doye ikke har fokus rettet mod FCK, men mere et skifte væk fra klubben.
Tirsdag meddelte klubben i en meddelelse, at man ligger i forhandlinger med flere klubber om et salg af angriberen, men at der endnu ikke er opnået en aftale.
Blandt andet skulle tyrkiske Trabzonspor have vist interesse for spilleren og sågar have holdt et møde med de danske vicemestre om en eventuel handel.
I første omgang afviser FC København dog, at N'Doye skulle være på vej til netop tyrkerne.
- Mødet varede kun ganske kort, da det viste sig, at grundlaget for en videre dialog ikke var til stede, oplyste sportsdirektør Carsten V. Jensen tirsdag til Ekstra Bladet.
/ritzau/