Henrik Dalsgaard har grebet chancen på landsholdet i de seneste fem VM-kvalifikationskampe for Danmark.
Kampene er endt med fire sejre samt søndagens uafgjorte 1-1-resultat hjemme mod Rumænien.
Danmark er nu klar til to playoffkampe i november om en VM-billet til slutrunden i Rusland næste sommer.
- Vi kom fra baghjul, og det så ikke alt for godt ud i starten. Det er stærkt, at vi fik hanket op i os selv og fandt en spillestil, der passede os lidt bedre.
- Der er blevet skruet på lidt knapper, og det gør, at vi står her i dag, siger Dalsgaard.
Danmark endte på andenpladsen i gruppen efter at have hentet 13 point i de seneste fem kampe.
- Vi har hele tiden troet på det. Men en ting er at tro på det. En anden ting er at levere de præstationer, vi trods alt har leveret, siger Dalsgaard.
Brentford-backen drømmer om at være med ved VM-slutrunden og ser frem til at få sat navn på en modstander i playoffkampene. Det sker ved lodtrækning 17. oktober.
- Jeg var med ved U21-EM-slutrunden på hjemmebane for nogle år siden, og jeg fik lidt smag for det. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at VM vil toppe den oplevelse.
- Jeg vil gerne med til VM. Det vil vi alle sammen. Det er derfor, vi er her. og kæmper i alle de minutter, vi kan.
- Nu ser vi, hvem vi trækker, og så lover jeg, at vi gør alt, hvad vi kan derfra, siger han.
Dalsgaard har på grund af sin fysik og luftstyrke været en af nøglerne til sejrene over Polen, Armenien og Montenegro i VM-kvalifikationen i dette efterår, og han er ikke mæt endnu.
- Det er dejligt at være en del af noget succesfyldt. Jeg håber bare, at jeg bliver udtaget næste gang og får lov til at vise mig frem igen.
- Jeg prøver at spille det bedste, jeg kan, hver gang jeg er med. Jeg er bare glad for at være med, lyder det fra Dalsgaard.
Indtil videre har 28-årige Dalsgaard spillet otte A-landskampe - alle under Åge Hareide i 2016 og 2017.
/ritzau/