Antallet af børn i dagpleje falder dramatisk samtidig med, at antallet af private børnepassere stiger. I stedet for at aflevere børnene hos en dagplejemor overlader forældrene nu de små til privat pasning hos selvstændige med op til fem børn i hjemmet næsten uden pædagogisk tilsyn.
Antallet af kommunale dagplejere er faldet fra 66.000 til 41.000 siden 2007 samtidig med, at antallet af private passere er fordoblet fra 3.900 til 7.800 ifølge Ugebrevet A4. Den udvikling får både professor og fagforbund til at advare. Vi er på vej i en ureguleret gråzone, mener de.
Frygter for kvaliteten
- Dagplejen er udviklet over 40 år med kvalitetskrav, hvor vi varetager etiske hensyn. Jeg frygter, at der nu bliver slækket på kvaliteten. Det er en uheldig tendens mod liberalisme og markedsgørelse, der er faretruende for kvaliteten af børnepasningen.
Det siger børneforsker Per Schultz-Jørgensen, professor emeritus fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, til Ugebrevet A4.
I dag er der knap 8.000 børn, der bliver passet privat. Det er en uafbrudt stigning siden 2007, efter at den daværende VK-regering to år forinden havde pålagt samtlige kommuner at give tilskud til forældre, der valgte en privat passer til deres barn.
Men mens den kommunale dagpleje er pædagogisk velfunderet og anerkendt for god kvalitet, skaber den dårlige regulering af de private passere en pædagogisk gråzone, hvor vi ikke ved, hvad der sker med vores børn, påpeger Per Schultz-Jørgensen.
Alvorligt bekymret
- Vi er i gang med et stort samfundseksperiment, som inddrager en høj andel af børn, der er institutionaliseret seks eller otte timer hver dag. Så hvis vi sænker kvaliteten, vil jeg være alvorligt bekymret, siger han.
Næsten alle kommunalt ansatte dagplejere fik i en nylig FOA-rundspørge tilsynsbesøg hver eller hver anden måned, mens to tredjedele af de private passere kun får besøg en eller to gange om året. Det betyder i værste fald, at et barn kun bliver tilset to gange i sin tid hos en privat passer, inden det skal i børnehave.
De sjældne besøg får ikke Kommunernes Landsforening (KL) til at vakle. Her mener man, at kommunerne har stor opmærksomhed på tilsynet.
- KL har tillid til, at kommunerne er de bedste til at prioritere, hvordan ressourcerne bruges bedst muligt, også i forhold til antal af tilsyn på de forskellige dagtilbudstyper. Der er individuelle behov og lokale forhold, der kan gøre sig gældende, lyder det fra KL-konsulent Jette Kyhl.
Kommunal kassetænkning
Det hører med til udviklingen, at børnetallet er faldet markant i de senere år, så antallet af 0-2-årige nu er 20.000 færre end i 2011. Det kan mærkes på kommunernes pladsanvisning, hvor frygten for tomme vuggestuer får den kommunale ledelse til at tænke på besparelser.
En vuggestue uden børn er et vink med en vognstang til borgerne om, at der er krise i kommunen påpeger sektorformand Jakob Sølvhøj i fagforbundet FOA, der ser en kommunal kassetænkning træde i kraft, når børnetallet falder og udsigten til tomme institutioner truer. Fordi kommunerne ikke har omkostninger til fælles legestuer og udflugter og desuden sparer penge på tilsynet med dagplejere, ender regnskabet med en samlet besparelse, fremfører han.
Fungerer som social dumping
- Der kan være en spekulation i at afskaffe dagplejerne for at mindske udgifterne. Mange steder er det en drivkraft, at når man har bygget en institution med en anlægsudgift på 15 millioner kroner, så vil man fastholde driften, siger Jakob Sølvhøj.
Han kritiserer den private pasning som en måde at presse arbejdstagere ud af det etablerede arbejdsmarked og i stedet lade dem stå alene udsat for prispres fra forældre og andre private passere.
- Det fungerer som social dumping af passerne, hvor de arbejder uden rettigheder som overenskomst og løn under sygdom eller barsel. Børnepasserne kan kun hente de manglende penge hos sig selv, påpeger Jakob Sølvhøj.