En tidligere dagplejer er mandag hovedperson i en usædvanlig straffesag ved Retten i Herning.
Den 58-årige midtjyske kvinde er tiltalt for at have dræbt en etårig pige, som hun passede. Ifølge TV MidtVest var pigen i gæstedagpleje hos kvinden.
Pigen afgik 29. november 2019 ved døden, efter at hun havde pådraget sig kraniebrud og blødninger i hjernen.
Ifølge politiet skyldes skaderne, at dagplejeren dagen før havde rusket pigen og givet hende flere slag i hovedet.
Volden mod barnet skete ifølge anklageskriftet i tidsrummet mellem klokken cirka 6.30 og klokken 15.15.
Den tiltalte skal ifølge anklageskriftet "flere gange" have rusket pigen og givet hende "flere slag med en stump genstand og/eller anslag mod hovedet mod en fast overflade".
Kvinden er tiltalt efter paragraffen i straffeloven om drab.
Hvis retten ikke er enig i det, skal kvinden - efter anklagemyndighedens vurdering - dømmes for grov vold med døden til følge.
Ved obduktionen af pigen var der i første omgang ikke noget, der pegede på, at der skulle være foregået noget kriminelt.
12. december 2019 oplyste Midt- og Vestjyllands Politi til TV MidtVest, at det var usikkert, om der overhovedet kom en sigtelse i sagen.
Det var først i juni 2021, at kvinden blev sigtet og varetægtsfængslet i sagen.
Indtil da var hun ansat i Herning Kommune. Fra februar 2020 til september 2020 var hun ifølge kommunen i virksomhedspraktik i en institution.
Det oplyser Herning Kommune til Ritzau.
Da kommunen i efteråret 2020 blev klar over, at politiet havde genoptaget efterforskningen i sagen, overgik kvinden til virksomhedspraktik ved et kommunalt depot.
Da hun blev varetægtsfængslet i juni 2021, ophørte ansættelsesforholdet.
- Det er en forfærdelig og en ulykkelig sag for alle. Men det er samtidig en personsag og nu også en retssag. Derfor har vi ikke yderligere kommentarer, siger kommunikationschef i Herning Kommune Ole Hansen.
Det er et nævningeting, der behandler sagen ved Retten i Herning.
Det betyder, at anklagemyndigheden går efter mindst fire års fængsel, hvis retten finder kvinden skyldig.
Kvindens forsvarsadvokat har tidligere oplyst til TV MidtVest, at den tiltalte nægter sig skyldig.
Der er afsat seks retsdage til at behandle sagen, og der ventes at falde dom 5. september.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.