Det gik helt galt for en dagplejer i Ikast-Brande kommune, da hun for nogle uger siden gjorde, hvad hun er forpligtet til.
Her indberettede dagplejeren nemlig, at 31-årige Hørdur Eiriksson havde hentet sin toårige søn Ørn i beruset tilstand.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Men Hørdur Eiriksson var ikke fuld. Han har sklerose, og den pågældende dag havde han haft det dårligt, havde små-gener fra sklerosen og var både træt og kold efter en indkøbstur, fortæller han til Ekstra Bladet.
Han fortæller, at han kan få en zig-zaggende, vaklende gang, når han har det på den måde, og at han blev svimmel, da han gik op ad trappen til dagplejen.
Chokeret, men rart
Det var ikke en rar oplevelse for hverken Hørdur Eiriksson eller hustruen Kristine Poulsen at blive ringet op af kommunen.
- Min kone fik et kæmpe chok. Det gjorde vi jo begge to. Det er der ikke noget at sige til. Men nu er jeg et eller andet sted bare glad for det. Eller glad er måske så meget sagt, men jeg synes, det er rart at mærke, at der bliver holdt øje med børnene i byen, fortæller Hørdur Eiriksson til Ekstra Bladet.
Hørdur Eiriksson fortæller desuden, at han og dagplejeren ikke har snakket om episoden, men hvis hun har brug for at snakke, så er han klar:
- Hun har handlet korrekt, og jeg har ikke gjort noget galt. Der er ikke mere at komme efter, siger han.
Og selvom dagplejeren misforstod situationen, så har hun handlet korrekt og fulgt retningslinjerne, oplyser Ikast-Brande Kommunes dagtilbudschef Merete Villsen til Ekstra Bladet:
- Hvis man er bekymret for et barn, så kontakter man selvfølgelig sin konsulent i kommunen. Og det er også det, der er sket i det her tilfælde. Som udgangspunkt tager vi altid alle folk alvorligt. Det er, uanset om det er et barn, en forælder eller personalet. Så indgår vi jo i dialogen. Og forsøger i fællesskab at få det afdækket, siger Merete Villsen til avisen.