Cykler, træer, refleksveste og pædagogiske kurser.
Det er blot nogle af de ting, som dagplejere og daginstitutioner har søgt om penge til via fonde, legater eller sponsorater.
Knapt en femtedel af FOA's medlemmer i dagplejen og i daginstitutioner melder om, at de eller deres leder har søgt om penge. Yderligere en femtedel af dagtilbuddene overvejer at gøre det.
Tendensen bekymrer FOA, der repræsenterer 200.000 ansatte bl.a. pædagogmedhjælpere og dagplejere.
"Jeg kan godt forstå, at den enkelte institution eller dagplejeleder begynder at lede efter penge på nye måder. For de fleste steder er de kommunale kasser smækket i," siger formand for den pædagogiske sektor, Jakob Sølvhøj.
Han bryder sig ikke om, at dagplejere og daginstitutioner må ty til private fonde og sponsorater for at kunne få budgetterne til at hænge sammen.
"Kvaliteten af børnepasningen skal ikke afhænge af eksterne bidrag fra fonde," siger han.
Det er en forholdsvis ny tendens, at pædagogisk personale skal bruge timevis på fondsansøgninger.
Det får FOA til at kæde behovet for de ekstra penge sammen med de besparelser, som børneområdet har været igennem i kommunerne.
"Der er skåret og skåret i budgetterne for dagtilbuddene, og det betyder, at der mange steder ikke er penge til hverken efteruddannelse eller udvikling," siger Jakob Sølvhøj.
Undersøgelsen er foretaget blandt FOA's medlemmer i februar 2012. 343 medlemmer, der arbejder i dagplejen, i daginstitution eller i en SFO har deltaget.