Flere børn tager deres første skridt ud i samfundet på en institution. Der er nemlig problemer med at rekruttere dagplejere, som passer en mindre gruppe børn i deres eget hjem. Det skriver Jyllands-Posten.
En undersøgelse foretaget af FOA, Fag og Arbejde, viser, at der er sket et fald på 6.000 børn i dagpleje fra år 2000 til 2006. I samme periode er 17.000 flere børn under to år indskrevet i institutioner.
Kommunernes Landsforening vil forbedre rekrutteringen for at beholde dagplejen som et mere fleksibelt alternativ til institutionerne.
- Dagplejen er en enestående succes, og det er blevet en vigtig del af deres pasningstilbud. Men det er svært for kommunerne at rekruttere dagplejere, og derfor må vi se på, hvad vi kan gøre for at forbedre dagplejernes vilkår, tiltrække flere nye dagplejere og fastholde de ældre, siger Henrik Larsen, formand for Børne- og Kulturudvalget i KL til Jyllands-Posten.