Jobbet som ny formand for Natur- og Miljøklagenævnet går til Pernille Christensen, som kommer fra en stilling som afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet.
Dermed bliver det altså ikke en dagpengemodtager, der får posten, som i første omgang blev opslået som akutjob.
Efter kritik valgte Miljøministeriet at fjerne posten som formand for Natur- og Miljøklagenævnet fra puljen over akutjob.
Natur- og Miljøklagenævnet, som Pernille Christensen kommer til at stå i spidsen for, er en uafhængig klagemyndighed for administrative afgørelser inden for plan-, natur- og miljøområdet.
Dets opgave er at sikre borgere og virksomheders retssikkerhed og efterprøve love og regler i praksis.
/ritzau/