Selv om han var idemand til de nuværende dagpengeregler - så har Dansk Folkepartis nordjyske arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, stor sympati for, at en række fagforeninger nu vil samle underskrifter for at få reglerne ændret.
- Dagpenge-systemet er blevet ændret mange gange, og det kunne jo godt være, at vi skulle lave et helt nyt dagpengesystem, siger han til DR Nordjylland.
Dansk Folkeparti var ellers arkitekten bag de nuværende regler, hvor man maks kan få dagpenge i to år og skal arbejde fuld tid i et år for at optjene ret til en ny periode på dagpenge.
Men vi vidste ikke, at reglerne ville koste titusinder af arbejdsløse deres ret til dagpenge. Årsagen er den vedvarende krise. Og stod det til mig, skulle genoptjeningsretten og dagpengenes længde reguleres i takt med samfundsøkonomien, siger Bent Bøgsted.
- Det kunne være et fleksibelt dagpengesystem, hvor man kunne lade arbejdsløshedsprocenten afgøre, om man kunne få dagpenge i halvandet, to, tre eller fire år.
Dansk Folkeparti er og har været villig til at stemme for ændringer af dagpengereglerne. Men regeringen sidder på hænderne, når det gælder om at forhindre de ledige i at falde ud af dagpengesystemet i stort tal, siger Bent Bøgsted.
- Der er nogen i regeringen, der ikke ønsker ændringer. Det kan være de radikale, men måske også finansminister Bjarne Corydon. For det koster jo nogle penge.