Hvis du har købt pålægschokolade fra REMA1000, bør du nok lige lugte til det en ekstra gang. I et opslag på Facebook kalder dagligvarekæden pålægschokolade fra Carletti i både lys og mørk variant tilbage, fordi der er fundet afvigende lugt og smag i nogle pakker.
Dagligvarekæden understreger i opslaget, at det ikke er en produktionsfejl forårsaget hos Carletti, og over for TV 2 Østjylland tager REMA1000 også det fulde ansvar for tilbagekaldelsen.
– Det er sket hos os, og vi er ved at identificere, hvad det kan være, siger Jonas Schrøder, direktør for kommunikation og ansvarlighed.
Derfor gælder tilbagekaldelsen også kun chokoladepålæg, der er købt i REMA1000-butikker. Kunder, der har købt den ildelugtende chokolade, kan returnere det i samtlige af kædens butikker, og kvittering er ikke nødvendig.
Tilbagekaldelsen gælder partierne Carletti Choko Pålæg Mørk, nettovægt 73,5 gram og holdbarhedsdato 29-05-2026, samt Carletti Choko Pålæg Lys, nettovægt 73,5 gram og holdbarhedsdatoerne 31-05-2026, 03-06-2026 eller 04-06-2026.