Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Øget hastighed, mere indhold og nyhedsdækning om natten skal løfte Dagens.dk yderligere.
"Vi er et medie i hastig vækst, men vi skal vokse endnu mere. Derfor er vi meget glade for aftalen med Ritzau, der sikrer os en bred nyhedsdækning, og vi bliver meget hurtigere med blandt andet breaking news," siger chefredaktør Holger Madsen.
Med i aftalen er desuden billedsætning af Ritzaus nyhedstjeneste i dagtimerne. Dette er en nyskabelse fra Ritzau, hvis nyhedstjeneste ellers kun i mindre omfang om natten har været billedsat.
"Med den udvidede billedsætning styrker Ritzau sit produkt markant. Hidtil har det været sådan, at alle vore kunder hver især har brugt redaktionelle medarbejderes tid til at udvælge billeder og skrive billedtekster til Ritzaus artikler. Med den nye tjeneste vil det være muligt at spare den tid og bruge den på kerneproduktionen i stedet, og vi vurderer, at det er mange medarbejdertimer, der kan frigøres," siger Sten Blindkilde, salgschef i Ritzaus Bureau og direktør i Nyhedsbureauet Newspaq.
Dagens.dk har samtidig indgået en aftale med Ritzaus datterselskab Newspaq om underholdningsnyheder.
"Newspaqs underholdning giver os en bred dækning af de største underholdningsnyheder herhjemme og i udlandet, og det er populært læsestof hos vores brugere. For eksempel er den brede dækning af Vild med dans med til at sikre Dagens.dk mange besøg," forklarer Holger Madsen.
Aftalerne med Ritzaus Bureau og Newspaq giver Dagens.dks redaktion tid til at fokusere yderligere på egenproduktionen. Netmediet dækker blandt andet indgående de regionale nyheder, og man har netop oprettet en række regionale portaler på sociale medier.
"Vi vil give læserne den brede dækning af de største nyheder i ind- og udland, om de kendte og inden for sportens verden. Men samtidig vil vi med vores regionale nyhedsdækning sikre, at læserne altid kan holde sig orienteret om de vigtigste nyheder fra netop deres region," siger Holger Madsen.
Nyhedsgruppen driver også underholdningssitet Senest.dk, hvor nogle af underholdningsnyhederne fra Newspaq bliver publiceret.
Kontakt:
Holger Madsen, chefredaktør, Dagens.dk - mail: hm@dagens.dk telefon: 2429 9501
Sten Blindkilde, salgschef, Ritzaus Bureau - mail: sbl@ritzau.dk telefon: 3330 0302
Anders Lind Jørgensen, salgsansvarlig, Newspaq - mail: alj@ritzau.dk telefon: 3330 0307
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.