Det bliver med garanti en af årets største film.
Optagelserne til ”Hvidstengruppen II - De Efterladte” går nu i gang, og de tre store kvindelige hovedroller spilles igen af Marie Bach Hansen, Laura Winther Møller og Bodil Jørgensen.
Og går du rundt med en lille skuespiller i maven, så har du faktisk mulighed for at komme helt tæt på Bodil Jørgensen og resten af skuespillerholdet.
Regner Grasten Film søger nemlig statister, som kan spille fanger, fangevogtere, sygeplejersker, almindelige borgere og flygtninge.
Alle statister kommer med på en tidsrejse tilbage til 1944 -1945, og mærker hvordan det var i krigens sidste dage.
Filmen har forventet biografpremiere 1. juledag i år, og er selvfølgelig en opfølger til ”Hvidstengruppen” fra 2012, der solgte ikke mindre en 765.000 biografbilletter, og blev én af de største danske filmsucceser i nyere tid.
”Hvidstengruppen II - De Efterladte” følger Tulle Fiil og hendes søster Gerda Fiil, der dømmes til rædslerne i tysk fængsel.
Deres far, bror og Tulles mand er henrettet. Tulle må efterlade sit barn Gulle på to år hos Tulles mor Gudrun.
Hjemme på kroen i Hvidsten kæmper Gudrun, for at få sine døtre hjem inden nazisternes totale udslettelse af alle fanger som hævn for nederlaget.
Igen er det Anne-Grethe Bjarup Riis, der instruerer, og du har muligheden for at blive statist allerede her i april og i maj.
Er du interesseret, kan du oprette en gratis profil her.