Bøf, bacon, salat, lidt løg – og nå ja, så det hele pakket ind i et tyndt lag af 24 karat guld. Sådan lyder opskriften på en noget speciel burger, der i løbet af december har set dagens lys i Colombia.
Det sydamerikanske land er lige som resten af verden hårdt ramt af corona-pandemien, og det fik tidligere på måneden burgerkæden Toro McCoy til at tænke kreativt, for at lokke kunder til. Og resultatet blev altså den gyldne burger – som er blevet en noget uventet succes.
– Vi er overraskede over, hvor entusiastiske vores kunder har været. Den har genereret masser af reservationer, og mange køber burgeren som gave til venner og familie, fortæller en af bagmændene, Carlos Mario Flórez, til en lokal radiostation.
Nu lyder det måske en anelse bizart at sætte tænderne i ædelmetal, men det tynde lag guld kan sagtens spises. Om smagen fortæller Carlos Mario Florez:
– Det smager ikke af noget, og lugter ikke af noget. Det er et meget tyndt lag guld, som kan sidde fast på fingre og læber, siger han.
Men det er naturligvis ikke billigt at spise guld. Den specielle burger sælges for omkring 350 kroner, mens restaurantens ”normale” burger koster ca. 70 kroner.
Skulle du have fået lyst til at smage den gyldne burger, sælges den i kædens restauranter i Bogota og Bucaramanga.