En aarhusiansk kvinde blev i weekenden sigtet for at overtræde straffeloven, fordi hun på en side på Facebook viste et foto af en brændende dukke med statsminister Mette Frederiksens ansigt.
Jonas Christoffersen er advokaten for den aarhusianske kvinde, og han er kritisk over for politiets fremfærd i sagen, hvor kvinden angiveligt havde hentet et billede på TV2’s hjemmeside og lagt det ud på en Facebook-side.
- Man slår tilsyneladende nu ned på alt, der minder om en klar afstandtagen til regeringens coronapolitik, siger han til Politiken.
Tre mænd er i samme sag blevet sigtet blandt andet for trusler, og Retten på Frederiksberg har besluttet at holde dem varetægtsfængslet i flere uger. Der er retsmøde i sagen på fredag.
I sidste uge blev en 30-årig mor idømt to års fængsel for blandt andet at opfordre demonstranter til at "smadre byen på en ikke-voldelig måde". Den straf var fordoblet i forhold til, hvad en en tilsvarende sag normalt ville udløse. Det skete med afsæt i en særlig paragraf i straffeloven, som handler om, hvorvidt "lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark" og som derfor giver retten mulighed for at hæve straffen til det dobbelte.
Flere politikere har været ude med hård kritik af dommen, som de mener er helt ude af proportioner.
- Paragraffen for coronakriminalitet skulle aldrig have været der. Det er helt vanvittigt at få dobbeltstraf for coronakritik. Man skal ikke frygte dobbeltstraf for at demonstrere mod regeringen. Ikke i en retsstat, lød det fra Kristian Hegaard fra De Radikale, der blev bakket op af flere kolleger.
Hvad mener du - er det okay at slå hårdere ned på folk, der på den ene eller anden måde er kritiske over for regeringens corona-politik?