Tirsdag eftermiddag klokken 15.30 mødes sundhedsminister Magnus Heunicke, justitsminister Nick Hækkerup med partilederne. Her skal de drøfte udspillet til genåbning med udgangspunkt i beregningerne fra ekspertgruppen.
Flere partiledere fra blå blok - de Konservatives Søren Pape og DF’s Kristian Thulesen Dahl - mener dog, at man bør åbne mere, end det eksperterne lægger op til.
Begge partiledere mener blandt andet, at skoleeleverne skal tilbage i et større omfang, end der er lagt op til, og Søren Pape mener desuden, at efterskolerne bør åbnes over hele landet, og at kvadratmeterkravene i butikkerne “er håbløse restriktioner”.
- Hvis regneark og virkelighed står over for hinanden, synes jeg vi skal vælge virkeligheden, sagde Søren Pape til TV2 News.
Hvis eksperternes indstillinger følges til punkt og prikke, er vurderingen, at der i midten af april vil være cirka 870 indlagte på landets hospitaler med corona.
Det tal mener Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen på den anden side er højt, og hun vil derfor forholde sig kritisk til eksperternes anbefalinger.
Enhedslisten kan dog som udgangspunkt acceptere ekspergruppens indstillinger, da det for partiet er vigtigt at give børn og unge en normal hverdag.
De nuværende restriktioner gælder måneden ud.