Shitstorm er nærmest et mildt ord for det, der de seneste dage har ramt TV2 i kølvandet på det, der sikkert var tænkt som et harmløst indslag i ”Go’ Morgen Danmark”.
Nettet koger af rasende seere, efter to kokke tidligere på ugen blev tatoveret for åben skærm. Det er nu ikke tatoveringerne, der rases over, men det, at en tatovør må tatovere i fjernsynet, når resten af de danske tatovører er tvunget til at holde lukket i forbindelse med de landsdækkende restriktioner.
Nu har TV2-bommerten nået nye højder. Det er ikke længere kun seerne, der brokker sig. TV-stationen har nu fået hele branchen – og politiet på nakken.
Tv-stationen bekræfter over for BT, at de er blevet meldt til politiet. Det er tatovørernes brancheorganisation, Dansk Tatovør Laug, der står bag anmeldelsen. Anmeldelsen går blandt andet på, at forholdene i tv-studiet ikke lever op til de krav, der stilles til de lokaler, der normalt skal godkendes til at tatovere i.
TV2 tager anmeldelsen med ro. De har fra starten henholdt sig til, at de har søgt svar hos fire forskellige myndigheder før indslaget.
– Vi tager til efterretning, at der er indgivet en anmeldelse, og nu er det op til politiet at vurdere sagen. Vi er samtidig noget forundrede, hvis vi har gjort noget ulovligt, eftersom vi via henvendelser til i alt fire myndigheder fik nogle retningslinjer, som vi har efterlevet, siger redaktør Henriette Ladegaard-Pedersen til BT.