Enhedslistens folketingsmedlemmer kan ikke stille op igen, når de har siddet mere end syv år i Folketinget. Det rammer nu partiets politiske ordfører og spydspids Pernille Skipper, som ikke får mulighed for at stille op til næste valg på grund af partiets vedtægter og derfor træder tilbage som ordfører.
Det samme gjorde sig gældende før det seneste valg, hvor partiets store profil Johanne Schmidt Nielsen måtte forlade Folketinget som følge af partiets rotationsprincip.
Den indlagte udløbsdato, som også gør sig gældende i kommunalpolitik, skal sikre, at partiet ikke skaber levebrødspolitikere, som bliver siddende på taburetten for karrierens skyld.
På Enhedslistens seneste årsmøde i oktober var en forlængelse af rotationsordningen til debat, men efter et tæt afstemning blev det besluttet, at man i denne omgang ville fortsætte med de nuværende regler.
Spørgsmålet er, om andre partier burde tage ved lære af rotationsprincippet, så vi på den måde undgår karrierepolitikere? Eller tager det så lang at sætte sig ind i det politiske arbejde, at politikerne skal have lov at sidde i længere tid?