Statsministerens første åbningstale i dag markerede dagen, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) for første gang talte som en rigtig statsmand.
Det mener Elisabet Svane, der er politisk redaktør på avisen.dk.
"Talen i dag var en tale på vej mod en statsmandstale. Lille Lars fra Græsted skal jo træde i karakter som statsminister - og jeg synes faktisk han gjorde et stykke af vejen. Han betonede meget 'vi', da han startede sin tale. Det er jo dels et hint til Helle Thornings 'jeg kan slå Anders Fogh', men det er også et forsøg på at tale på vegne af hele det danske folk, som landets statsminister," lyder vurderingen fra Elisabet Svane.
Men talen var også en gave til Dansk Folkeparti, der de seneste måneder ikke altid har været glade for den nye mand i statsministeriet.
"Jeg har lige været forbi Pia Kjærsgaards kontor. Her sagde hun sådan lidt grinende, 'når blot jeg er glad, så er alle glade'. Det passer naturligvis ikke, men det handler om, at Lars Løkke får et ordentligt forhold til sit støtteparti," siger Svane, der for få måneder siden har forfattet DF-lederens politiske biografi.