Fredag kl. 6.30
Jeg er bare så træt herovre om morgenen, jeg tror nærmest aldrig, jeg har prøvet at være så træt før. I morges sad jeg simpelthen og halvsov over morgenmaden.
Men da vi først stod på konkurrrenceområdet og fik lavet nogle kampråb, var det heldigvis som om, kroppen endelig vågnede.
Fredag kl.13.00
Knoklede på hele formiddagen med indmaden til skabet færdigt. Jeg har det svært med ikke at have tid til at lave den sidste finish.
Det når man bare ikke her, og man får heller ikke point for det. Det, synes jeg, er noget underligt noget. Man får flest point for at nå at få opgaven færdig hurtigst muligt frem for finish – det forstå jeg ikke.
Jeg står faktisk og laver noget arbejde her, som jeg aldrig ville acceptere at skulle aflevere som et færdigt stykke arbejde hjemme.
Det er vildt utilfredsstillende – jeg snakkede lidt med den svenske deltager om det – han synes også, det er en helt skæv prioritering.
Fredag kl. 22.00
Det endte ikke ligefrem med at ha’ været den bedste dag – lidt skuffende. Noget gik bare ikke så godt, som jeg havde håbet. Men nu er vi under alle omstændigheder ved at være færdige.
Der er kun 4 timers konkurrence tilbage i morgen lørdag, og jeg får rigtig travlt med at blive færdig. Jeg mangler stadig lågerne.
Skal jeg være helt ærlig, glæder jeg bare til at få det overstået nu – det har været en af de hårdeste udfordringer i mit liv, og nu skal vi bare være færdige, så må vi se på søndag, om det rækker til nogen form for placering.
Dagbog fra VM i håndværk
17-årige Nilas Stouman skriver dagbog fra WorldSkills i Canada, hvor han kæmper for at blive verdensmester i møbelsnederkeri.
Han går på Roskilde Tekniske Skole og er i lære hos Solrød møbel & maskinsnedkeri.
I sin fritid skruer Nilas i gamle knallerter og motorcykler, hører rock og elsker risotto.