De blågrønne alger, der om sommeren hærger de knapt så salte Østersø-vande, glæder sig nemlig over de høje temperaturer, solen og det stille vejr.
Men de kom ikke i denne weekend, og vi slipper nok for dem i denne omgang, mener Danmarks Meteologiske Institut.
»Man kan ikke sige, at algerne er på vej. Havde vejret fortsat i 14 dage, så kunne vi have set en opblomstring. Men når det begynder at regne og blæse, så ser det sværere ud for dem,« siger DMI s algeekspert Peter Viskum Jørgensen.
Stadig sikkert at bade
Der er ellers masser af næringsstoffer i vandet lige nu, og det giver gode forhold for algerne.
»Normalt kommer de i juli, men nu er vandet varmt, så måske kommer de tidligere i år,« siger Gunni Ærtebjerg, der er ekspert i iltsvind ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).
Når algerne givetvis kommer, så har de gode betingelser for at brede sig, forklarer Peter Viskum Jørgensen fra DMI. Den store mængde regn, der kom i efteråret skyllede nemlig masser af næringstoffer fra landbruget ud i havet – og det er mums for algerne.
Der er dog ikke grund til at aflyse badeturen endnu, beroliger både DMI og DMU.
Og skulle man være i tvivl, om det er sikkert at bade, så anbefaler Gunni Ærtebjerg, at man holder sig til et gammelt husråd:
»Når man går ud til knæene, skal man kunne se fødderne.«