Det er ikke kun flid og talent, der afgør, om en studerende ender med at kunne bryste sig af en færdiggjort uddannelse.
Det skriver DR Østjylland.
Helbredet er også afgørende for, om eksamensbeviset kommer i hus.
Det viser en analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut.
Risikoen for at droppe ud er nemlig dobbelt så stor for studerende, der har et "meget dårligt helbred" sammenlignet med et "meget godt helbred".
Det kan nemlig være svært at komme gennem tunge bøger og lange praktikophold, hvis man samtidig er syg.
Voldsomt træt i hverdagen
Udfordringerne med at komme gennem studiet kender Astrid Feddersen alt til.
Hun læser til sygeplejerske på Via University College i Aarhus, men en bindevævssygdom og type 1-diabetes gør hende voldsomt træt i hverdagen.
Hun tvivler derfor på, om hun kan gennemføre studiet.
- Jeg kan ikke spå om, hvordan mit helbred er om bare en uge. Jeg har været der mange gange, hvor jeg har været lige ved at kaste håndklædet i ringen, siger hun til DR Østjylland.
Astrid Feddersen må ofte lægge sig i løbet af dagen eller tage hjem for at sove, så det er ekstra udfordrende at følge med i studiegruppemøder, undervisning og at nå pensum.
- Det er faktisk lidt en stressfaktor. Jeg føler aldrig, at jeg er der, hvor jeg gerne vil være, siger hun.
Derfor blev hun også sygemeldt med stress og måtte tage et semester om på uddannelsen, og hun frygter, at hun bliver en del af statistikken.
De syge studerende møder flere barrierer, der er med til at øge risikoen for at droppe ud.
Det forklarer Lars Dyrby Andersen, der er konsulent hos Danmarks Evalueringsinstitut.
- Studerende med dårligt helbred har sværere ved at blive en del af et socialt miljø og få nye venner. De har brug for lidt ekstra hjælp til at komme igennem deres uddannelse, siger han til DR Østjylland.
For at gøre dagligdagen lidt lettere for Astrid Feddersen har hun siden sin sygemelding fået et stillerum på VIA University College, hvor hun kan smide sig.
- Hvis jeg indlægger pauser i løbet af min dag, så kollapser jeg ikke klokken 15. Rummet er meget afgørende for, at jeg kan få nogle timer med, som jeg ellers ville gå glip af, hvis jeg blev nødt til at gå hjem, siger hun.
Danske Handicaporganisationer: Det er tragisk
Det er tragisk, at studerende med dårligt helbred har en markant højere risiko for at droppe ud af deres videregående uddannelse, siger Thorkild Olesen.
Han er formand for Danske Handicaporganisationer, der repræsenterer en lang række patient- og handicapforeninger.
Det er nemlig ekstra vigtigt for folk med dårligt helbred eller et handicap at få en uddannelse.
- Vi har behov for en uddannelse for at få en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Vores behov er endnu større end for andre mennesker, så derfor er det enormt vigtigt, at den uddannelse kommer i hus, så det er nogle rigtig dårlige tal, siger han.
Thorkild Olesen mener, at det store frafald hænger sammen med et uddannelsessystem, der ikke tager højde for studerende med dårligt helbred.
- Uddannelsesinstitutionerne er gearet til, at alle kan gå igennem som på en pølsefabrik. Man har en fremdriftsreform, som alle skal passe ind i, og nogle modeller for, hvordan man skal behandles i studienævnet, og hvordan timerne skal gennemføres. Mennesker med handicap passer ikke alle ind i de modeller, siger han til DR Østjylland.
Forskning- og uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) har ikke ønsket at kommentere kritikken.
DR Østjylland