Det skal kunne mærkes på pengepungen, hvis ikke virksomheder overholder reglerne for arbejdsmiljø. Det mener bygningsarbejdernes faglige paraplyorganisation, BAT.
I en pressemeddelelse torsdag aften skriver BAT, at der skal være større økonomisk konsekvens, når offentlige byggerier udbydes til licitation. Entreprenører og arbejdsgivere, der ikke overholder reglerne for arbejdsmiljø, skal frasorteres. Kun virksomheder, der kan dokumentere, at de har styr på arbejdsmiljøet, skal kunne komme i betragtning til en byggekontrakt med det offentlige. Udmeldingen kommer efter at en kontrolaktion torsdag nok engang afslørede store huller i sikkerheden på landets byggepladser.
BAT beskriver forholdene på landets byggepladser som »fuldstændigt vanvittige og uacceptable«.