Som bokseekspert er hans kommentarer kendt for at være lige så hurtige og skarpe som boksernes slag. Men på et dansegulv er Kurt Thyboe så tung og bovlam, at bookmakerne giver ham absolut bundkarakter. Det skriver Ekstra Bladet.
Den 70-årige bokseglade journalist er tilsyneladende så håbløs, at bookmakerne nu er parate til at give gamblere pengene 301 gange igen, hvis Thyboe vinder dansekonkurrencen. Dermed er alderspræsidenten rekord-usandsynlig som vinder.
Før sidste fredags premiere på programmet lå oddsene på en samlet Kurt Thyboe-sejr på mellem 40 og 75. Men efter at have set hans talenter på dansegulvet, fløj oddsene i vejret.
Mens den stivbenede bokseentusiast ikke spås de store vinderchancer, har de danske spillefugle til gengæld masser af fidus til pensionerede sportsfolk.
I den anden ende af skalaen finder man nemlig den tidligere cykelrytter Michael Rasmussen og eks-fodboldspilleren Allan Nielsen, som er de deltagere, som flest danskere har sat penge på som vindere af danse-showet, som tv-seerne tilsyneladende ikke kan få nok af.