Ansatte, der har et dårligt forhold til chefen, har markant højere risiko for at dø af et hjertetilfælde, viser en ny svensk undersøgelse.
"Hvis man kigger på hele gruppen, vi har undersøgt, er der mindst 25 procent højere risiko for at dø af hjertesygdomme, hvis du opfatter din chef som dårlig," siger forsker Anna Nyberg, der er doktor i folkesundhed ved Karolinska Instituttet, til den svenske avis, Dagens Industri.
Ifølge epn.dk viser forskningen desuden, at jo længere man arbejder for den samme dårlige chef, jo højere bliver risikoen for at dø før tid.
Har man været ansat under en dårlig chef i 40 år eller mere, så bliver risikoen for at dø af en hjertesygdom øget til mindst 64 pct.
Forskningen omfatter 3.122 mænd i alderen 19-70 år og er foretaget over ti år, hvor testpersonerne har gennemgået flere lægeundersøgelser, ligesom de er blevet spurgt om forholdet til deres chef.