Al omtale er god omtale, må man tænke i organisationen Bloddonorerne. I sidste uge modtog Bloddonorerne dobbelt så mange tilmeldinger, som den plejer, fortæller generalsekretær i Bloddonorerne Niels Mikkelsen.
»Vi har fået en øget tilgang. Det er min opfattelse, at al omtale hjælper os,« siger han.
Omtalen er kommet, efter to patienter er blevet smittet med HIV-inficeret blod på Rigshospitalet tidligere i år.
Undvære folk i risiko
»Muligheden for at blive smittet bliver mindre, når der kommer mange donorer, fordi vi kan undvære bloddonationer fra dem, der er i risikogruppen for at have sygdomme,« fortæller Niels Mikkelsen.
Men ikke alene er der kommet flere bloddonorer, de er også blevet mere bevidste om at informere om deres livsstil.
» Det gør det lettere for os at takke nej til det blod, som er i risiko for at være smittet,« siger Niels Mikkelsen.
Således bliver det muligt at frasortere folk med piercinger og tatoveringer, bøsser og folk med mange skiftende seksualpartnere, der for eksempel kan have HIV.