Dansk Folkepartis landdistriktsordfører, Mette Hjermind Dencker, kalder nu minister for by-, bolig- og landdistrikter Carsten Hansen (S) i samråd om den dårlige mobildækning i de danske landdistrikter.
Anledningen til samrådet er en brand på Tunø, hvor mobildækningen ikke var god nok til et opkald til brandvæsenet.
Men Mette Hjermind Dencker mener også, at den dårlige mobildækning går ud over erhvervslivet i Udkantsdanmark, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Men kan gå glip af opgaver, hvis kunderne ikke kan komme igennem. Håndværkere er udearbejdende og det er afgørende, at man har en ordentlig telefonforbindelse. Ellers bremser det udviklingen, siger hun.
Niels Hansen, formand for Dansk Byggeri i Midt- og Vestjylland og tømrermester i Tømrerfirmaet Niels Hansen, er glad for, at Dansk Folkeparti sætter fokus på problemet med den dårlige mobildækning i landdistrikterne.
- Det er noget, vi døjer meget med i det daglige. Vi har haft en større opgave i Hanstholm, hvor der ikke var dækning. Der frygtede jeg at komme i den situation, hvor en af mine folk kom til skade og ikke kunne komme igennem til alarmcentralen, siger han.
Hos Tømrerfirmaet Niels Hansen er 90 procent af virksomhedens telefoni i dag mobil. De bruger også iPads, men oplever jævnligt at også internetdækningen er dårlig.
- Det er ikke rimeligt, at vi skal være bagud i forhold til andre dele af landet. Jeg håber derfor, at der snart kommer bedre mobil- og internetdækning, så vi kan få nogle tålelige forhold, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.