Flere lukkedage i daginstitutionerne og mere arbejde på skæve tidspunkter.
Det er en meget farlig cocktail, mener HK Handel.
Fagforeningen advarer nu kraftigt imod at forringe mulighederne for at få passet sine børn.
"Når kommunerne indfører flere lukkedage, så sker det ud fra en betragtning om, at vi holder fri på samme tidspunkt, og kan holde fri sammen med vores børn. Virkeligheden er derimod, at arbejdsmarkedet lægger op til at arbejde mere og mere på skæve tidspunkter. Mange familier oplever derfor, at den fælles fritid bliver mindre. Det hænger ganske enkelt ikke sammen," siger Thomas Garlov, kommunikationschef i HK Handel.
Handelsområdet frygter, at mange børnefamilier vil ende med helt at fravælge butiksfaget.
"Den udvikling er allerede i fuld gang. Med de nyeste signaler om endnu flere lukkedage, vil udviklingen formentlig forstærkes yderligere. Det er yderst uheldigt, hvis handelsområdet ender med at blive udelukkende for unge skoleelever med fritidsjob og ældre,", siger Thomas Garlov.
Halvdelen af landets kommuner vil fra nytår skære i antallet af åbningsdage i daginstitutionerne, viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse foretaget blandt cheferne i 70 kommuner, som analysevirksonheden Corcom har foretaget for BUPL - forbundet for pædagoger og klubfolk.
HK Handel har allerede gjort både regering og kommuner opmærksom på problemerne med manglende mulighed for at få passet børn i weekender og aftentimer.
Og problemet er stærkt stigende, efter at lukkeloven blev lempet i sommer. Det har ført til mærkbare udvidelser af butiksarbejdstiderne i weekenderne, lyder det fra HK Handel.